Min vej ud af alkoholismens helvede
Links:
Min vej ud af alkoholismens helvede
Miraklet skete i Anonyme Alkoholikere
Mit personlige forhold til AA's 12 trin
Links til andre hjemmesider for og om alkoholikere
Denne hjemmeside er oprettet på privat initiativ.
Anonyme Alkoholikere kan ikke drages til ansvar for indholdet.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende mig en mail ved at
trykke på ovenstående maillink.
|
|
Jeg hedder Jane og er alkoholiker.
Hjertelig velkommen til dig, der ønsker at bruge tid på at læse min personlige historie om min alkoholsygdom. Jeg vil fortælle dig, hvordan det var for mig at leve med min uerkendte alkoholsygdom i 32 år, hvad der skete mig, som åbnede mine øjne for, at jeg lider af alkoholisme og om, hvordan det er for mig i dag at leve med min kroniske, progressive og livstruende sygdom alkoholisme.
Hvordan det var:
Jeg fik et personligt forhold til alkohol, da jeg som 15 årig kom på efterskole. Alkohol var ikke ukendt for mig, da både min mor og far drak øl hver dag, når de kom hjem fra arbejde. I weekender, i ferier og på helligdage drak de også snaps. Min mors og fars alkoholforbrug var egentlig ikke noget, der generede mig i min barndom, men det gjorde min mors daglige tendens til at slå løs på mig, når jeg ikke lige opførte mig, som hun forventede af mig. Volden i min barndom kom til at fylde meget mere i mit liv end min mors, fars og mit eget alkoholforbrug.
Min mor har budt mig mange ting, som har vanskeliggjort mit liv som voksen, men hun har dog aldrig hældt alkohol ned i halsen på mig. Alkoholen var en løsning, jeg selv valgte at hælde i mig, da jeg allerede første gang erfarede, at alkohol lynende hurtigt kunne hjælpe mig med mine følelsesmæssige vanskeligheder og med mit manglende mod til at være mig selv og stå ved mig selv.
Første gang jeg helt ubevidst valgte alkohol som løsning var, da jeg havde været på efterskolen i ca. 14 dage. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg så i øjnene, at jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at håndtere at være kommet fra voldens helvede til en ubegrænset frihed på efterskolen. Men løsningen kom til mig, fordi nogle af mine efterskolekammerater en dag tilbød mig et glas rødvin. Jeg var smadder bange for at drikke det, men gjorde det alligevel. Og sikke en oplevelse jeg fik med det. Jeg opdagede nemlig, at rødvinen hjalp mig til at håndtere den ubegrænsende frihed på efterskolen, jeg følte, jeg var havnet i, så jeg turde agere i friheden og tage del i dens mange glæder.
Når jeg var påvirket af alkohol, turde jeg alt det, jeg ikke turde, når jeg var ædru. Jeg turde være glad, sjov og givende. Jeg turde at danse til god musik og med drengene. Jeg turde at gå på værtshus sammen med nogle af de andre og lade nogle af byens borgere betale for vores sprut, så vi kunne springe rundt og nyde livet på værtshuset og i byen om natten. Jeg turde bryde alle efterskolens regler om ikke at måtte drikke alkohol, om ikke at gå i byen om natten, om ikke at opholde mig på det modsatte køns værelser om aftenen og om natten. Og jeg turde stille op til kollektive skideballer, når vi var blevet fanget i at bryde efterskolens regler.
Jeg udviklede allerede min arrogance overfor anderledes mennesker i min efterskoletid, fordi jeg priste mig så lykkelig for at tilhøre gruppen af elever, der havde valgt alkohol som vores stemningsændrende rusmiddel. Dem, der røg hash på efterskolen, blev nemlig prompte smidt ud af efterskolen, når de blev fanget i deres misbrug. Det gjorde vi andre ikke. Vi kunne nøjes med at stille op til kollektive skideballer. Så jeg følte mig allerede i efterskolen bedre end visse andre. Og jeg følte, at jeg hørte til i en bedre gruppe af mennesker, end dem, der hørte til i hashgruppen.
Det var også på efterskolen jeg udviklede mine evner til at finde løsninger på et hvert problem, der kunne forhindre mig og de andre alkoholforbrugere i at få adgang til mere sprut. Ja vi blev mere og mere opfindsomme, og vi var virkelig hoverende stolte, når det lykkedes os at drikke os en skid på - uden at blive opdaget. YES, vi havde sejret over autoriteterne og alle deres dumme og begrænsende regler, der kun havde det ene formål at forhindre os i at drikke alkohol og have det lidt sjovt.
Det var en sorgløs og glad efterskoletid for mig, og da jeg blev ansat som ung pige i huset umiddelbart efter, jeg var gået ud af efterskolen, fortsatte jeg mit alkoholforbrug og mit løsslupne "gå-i-byen" liv.
På gården, hvor jeg blev ansat som ung pige i huset, blev jeg den allerførste dag vildt forelsket i en af gårdens karle, og han blev det i mig. Jeg fik 5 ½ år sammen med ham, hvor vi begge drak meget alkohol sammen, vi gik i byen hver eneste weekend - både fredag og lørdag - og drak os fulde. Somme tider drak vi også alkohol på hverdage, dog ikke så meget, at vi ikke kunne stå op og passe vores arbejde.
Som årene gik blev alkoholen et større og større problem i vores forhold. Men vi sloges ikke kun med konsekvenserne af vores eget alkoholproblem. Vi sloges også med konsekvenserne af min mors samt hans fars og brors alkoholforbrug, og min første svigerfar døde af alkoholisme kort tid efter han havde fejret sin 50 års fødselsdag med en vild sprutfest.
Jeg forsøgte mange gange i de 5 ½ år, jeg var kæreste med mit livs første store kærlighed at finde en løsning på mit alkoholproblem. Den dag, jeg vågnede op første gang med voldsomme, voldsomme fysiske tømmermænd og bare ikke kunne huske, hvad der var sket om aftenen og om natten, blev jeg virkelig bange. Men jeg tænkte overhovedet ikke på at holde op med at drikke alkohol. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok ikke kunne tåle at drikke pernot og rød sodavand mere, så jeg skiftede det ud med vodka og juice. Da jeg drak mig til et blackout i vodka og juice, skiftede jeg det ud med gin og tonic. Og sådan blev det ved og ved og ved i mange år. Jeg overvejede ikke et eneste sekund at holde op med at drikke alkohol. jeg skiftede bare en slags alkohol ud med en anden slags.
Set i bagklogskabens og alkoholismens soleklare lys, så skulle mit første kærlighedsforhold jo ende. Vi elskede hinanden højt, men den nat, hvor vi i en stiv brandert blev fanget i et voldsomt skænderi, der endte med, at vi gav hinanden en syngende lussing, da faldt vi om halsen på hinanden, græd inderligt begge to, sagde undskyld, og blev enige om at gå fra hinanden, fordi vi havde lovet hinanden, at vi aldrig, aldrig nogensinde ville slå hinanden.
Selvom vi var enige om at gå fra hinanden, så blev jeg i månederne efter vores brud så bange for det faktum, at jeg for første gang i mit liv var helt alene om at klare mit liv. Jeg røg ned i en dyb depression og kunne slet ikke forestille mig mit liv uden den mand, jeg elskede af hele mit hjerte. Og i desperation tog jeg en dag tilbage til vores tidligere fælles hjem. Jeg havde stadig nøglen til vore fælles hjem. Jeg låste mig ind, fandt vej til et af værelserne, hvor jeg låste døren og satte mig på gulvet med et glas med 50 kodimagnyler i hånden. Jeg var nået dertil, at jeg ikke ønskede at leve mere, fordi hvad havde jeg at leve for, når jeg havde mistet manden, jeg elskede af hele mit hjerte.
Da min ekskæreste kom hjem og opdagede, at jeg havde låst mig inde på et af værelserne, forsøgte han med kærlighed i sin stemme at få mig til at åbne døren. Men jeg kunne ikke andet end at råbe til ham, at hvis han ikke tog mig tilbage, så ville jeg sluge alle de 50 kodimagnyler, jeg sad med. Denne trussel om selvmord gjorde min ekskæreste så vred, at han kastede sin krop ind i døren, så den fløj op. Han flåede glasset med kodimagnyler ud af hånden på mig, og råbte til mig, at jeg fandme ikke skulle true ham med at tage mit liv, fordi han havde elsket mig lige så meget, som jeg havde elsket ham, men at det bare ikke gik, at vi var kærester mere.
I dag er jeg meget, meget taknemmelig for, at min ekskæreste handlede på denne måde, fordi jeg har ikke siden truet nogen med selvmord, og jeg ikke siden haft lyst til at tage mit liv, fordi tanken om at skade et menneske, jeg elsker lige så dybt og inderligt, som jeg elskede mit livs første store kærlighed, kunne jeg bare ikke udholde.
Da den direkte årsag til tabet af mit livs første store kærlighed jo ikke var mit og hans problem med alkohol, men derimod, at vi var havnet der, hvor vi havde slået på hinanden, erkendte jeg ikke, at alkohol var det problem i mit liv, der var allerværst. Så jeg fortsatte min alkoholkarriere.
Blot ændrede jeg mit forhold til alkohol fra at have brugt alkohol for at få mod til at leve livet og have det sjovt til at bruge det som en slags smertestillende medicin mod den dybe, dybe smerte, jeg følte over at have mistet mit livs første store kærlighed, og jeg brugte alkoholen som en slags medicin for at dulme smerten over den dybe ensomhed, jeg følte over ikke mere at have et tilhørsforhold med en mand, jeg inderligt kunne elske og blive elsket af.
Jeg udviklede igennem de næste mange år en større og større selvmedlidenhed, og jeg opførte mig mere og mere selvisk og selvcentreret, som gjorde, at jeg igen og igen og igen måtte se i øjnene, at mennesker vendte mig ryggen og lod mig i stikken. Og jeg kunne stadig ikke få øje på, at mit alkoholforbrug var den dybereliggende årsag til alt dette. Det eneste jeg formåede at holde fast i var mine arbejdspladser, hvor jeg var den meget pligtopfyldende og stille medarbejder og hvor jeg formåede at holde mit arbejdsliv og mit private liv fuldstændig adskilt, så ingen af mine kolleger vidste, hvordan jeg levede mit liv, når jeg havde fri.
I mit privatliv fortsatte jeg ufortrødent min alkoholkarriere, og jeg drak mig igennem årene til en del blackouts, hvor jeg vågnede i en eller anden seng om morgen liggende nøgen ved siden af en nøgen mand - uden overhovedet at kunne huske, hvordan jeg var havnet der, og hvor og hvordan jeg havde mødt den mand. Jeg blev mere og mere fyldt med rædsel, når jeg vågnede sådan en dag, men det fik mig ikke til at overveje om den bedste løsning måske ville være at lade være med at drikke alkohol.
Nej min løsning blev, at jeg begyndte at styre og kontrollere mit alkoholforbrug så meget, at jeg i hvert tilfælde ikke havnede i blackouts, fordi det var virkelig ydmygende for mig at vågne "dagen-derpå" ved siden af en totalt ukendt mand.
Jeg havde egentlig også fået mere end nok af mænd, så jeg valgte i ca. 2 to år at leve i total cølibat. Jeg ville bare ikke det med mænd mere, fordi det gik alligevel aldrig godt.
Sidst på året i 1984 mødte jeg mit første barns far til en fest hos nogle af mine drukvenner. Jeg blev vildt forelsket i ham, og han i mig - det var i hvert tilfælde det, jeg bildte mig selv ind. Set i bagklogskabens og alkoholismen soleklare lys, er sandheden nok nærmere, at jeg blev vildt forelsket i det faktum, at det han kunne tilbyde mig var stærkt hjemmebrændt sprut. Jeg skal love for, at hans hjemmebrændte sprut virkede aldeles hurtigt. Jeg behøvede pludselig ikke at drikke så store mængder alkohol mere. Jeg var helt høj over at opdage det, fordi jeg holdt næsten op med at kaste op en hel dag ovenpå en brandert. Sikke en lettelse det var for mig at slippe for at skulle være så syg af tømmermænd "dagen-derpå".
Mit forhold med min ældste søns far varede i 7 til 8 måneder. Det sluttede lige så brat, som det var startet, fordi jeg måtte fortælle ham, at jeg var blevet gravid.
Med min graviditet kom der en smule sund fornuft ind i hovedet på mig vedrørende mit alkoholforbrug. Jeg holdt fra den ene dag til anden op med at drikke, fordi var der noget jeg ikke ønskede, så var det at skade mit ufødte barn.
7 måneder efter min ældste søns fødsel, blev jeg brat konfronteret med, at min søn måske var skadet af alkohol, og det fik min verden til at bryde fuldstændig sammen og min intolerance mod mænd begyndte virkelig at udvikle sig. Det samme gjorde min intolerance mod alkohol. Alkohol som havde gjort så meget godt for mig i så mange år, så jeg havde magtet at leve mit liv - sådan nogenlunde da.
Da jeg uundgåeligt måtte se i øjnene, at alkohol havde skadet mit barn (NB! det kan du læse mere om under linket Føtalt Alkoholsyndrom), satte jeg ind med fuld styring og kontrol - både i forhold til alkohol og til mænd. Og jeg holdt mig faktisk ædru i hele 8 år, inden min løsning på et enormt dårligt ægteskab med en dybt alkoholiseret mand blev min første druktur i 8 år. En druktur, der varede i 4 måneder, og som kostede mig alt - undtagen mine 2 børn og mit job.
Da jeg pludselig efter 4 måneder fik et lysende klarsyn, måtte jeg med rædsel indrømme overfor mig selv, at jeg havde giftet mig med min alkoholiserede mand af bekvemmelighed, fordi han 6 år tidligere på knæ havde tilbudt mig at være far for mine 2 fadderløse børn. Jeg måtte også med rædsel indrømme, at jeg i min alkoholiserede sindssyge valgte at straffe min mand ved at finde en anden mand, der skrev under på en erklæring om, at jeg sammen med ham havde været min første mand utro, så jeg kunne blive skilt.
Jeg blev lynende hurtigt skilt fra min første mand, og lige så hurtigt gift med den anden, fordi han var udlænding, der alene opholdte sig i Danmark på besøgsvisum. En måned inde i mit 2. ægteskab, vågnede jeg op af min sindssyge, og måtte med rædsel indrømme, at jeg blot havde udnyttet min 2. mand for at blive skilt fra min 1. mand. Og min 2. mand havde udnyttet mig for at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. 1 måned efter, jeg var blevet gift, sendte jeg skilsmissepapirerne på mit 2. ægteskab.
De efterfølgende år forsøgte jeg alle mulige former for terapeutiske løsninger i håbet om at kunne opnå total styring og kontrol af alkohol, fordi jeg bildte mig ind, at hvis bare jeg fik lidt styr på mig selv, og hvis bare jeg lod være med at drikke fuld, så ville jeg holde op med at tiltrække mig "de forkerte" mænd. Dem, jeg synes, der altid lokkede mig ind i en ubarmhjertelig alkoholfælde.
Jeg gik til psykolog i mange år, blev en enkelt gang indlagt på en psykiatrisk skadestue i 1 ½ døgn, og blev tilbudt et døgnbehandlingsophold på 6 måneder i 1997 i Mødrehjælpens regi, efter endnu en total menneskelig og økonomisk nedtur ovenpå en drukperiode. Denne drukperiode kom til at koste mig mit job, fordi jeg igennem et par år også var begyndt at drikke alkohol sammen med kolleger, der lige som jeg var enormt forargede over en ny arbejdsleders måde at styre og kontrollere vores fælles arbejdsplads på. Jeg dyrkede en masse selvmedlidenhed og foragt mod min leder sammen med mine kvindelige kolleger udenfor arbejdstiden, og alkoholen flød i stride strømme imellem os. I påsken 1997 slog det klik for mig. Jeg var den eneste på min arbejdsplads, der igennem længere tid havde turde stille mig op overfor vores leder, som var en mand. De andre holdt deres mund. Det kostede mig en voldsom psykisk arbejdsmiljøsag, som nær havde knækket mig fuldstændig. Men heldigvis fik jeg bevilliget et 6 måneders døgninstitutionsophold i Mødrehjælpens regi sammen med min yngste søn. 3 år tidligere havde jeg frivilligt anbragt min ældste søn i en plejefamilie.
På Mødrehjælpens døgnbehandlingsinstitution fik jeg en uvurderlig hjælp til at overvinde en dyb, dyb angst, som gjorde, at jeg i 1997 var nået til et sted i mit liv, hvor jeg følte mig som flygtning i mit eget land. Jeg følte, at alt og alle var imod mig - især mænd og system Danmark.
Mødrehjælpen hjalp mig også med at komme i gang med en uddannelse, og jeg blev optaget på Danmarks Pædagogiske Universitet og gennemførte 1 ½ års voksenpædagogisk og -psykologisk uddannelse, hvilket jeg var meget, meget stolt af.
Men igen blev jeg fanget i min uerkendte alkoholisme, fordi det første jeg gjorde, da jeg stod der med min universitetsuddannelse i hånden, var at finde en mand på Internettet, som jeg blev kæreste med og som betød 10 måneder i et nyt alkoholhelvede.
Jeg anede snart ikke min levende råd, og begyndte at søge hjælp i den alternative verden og gennemgik i 2003 et intensivt terapeutisk forløb på 6 måneder, hvor jeg fik en uvurderlig hjælp til at få øje på, hvordan jeg selv medvirkede til at køre mine kæresteforhold til mænd helt af sporet. Det gjorde jeg ved at ville styre og kontrollere alting - både alkohol og mine kærester. Hverken alkohol eller mænd skulle jo nogensinde få mig derud igen, hvor jeg mistede kontrollen over mig selv og lukkede fuldstændigt op for både alkohol og mænd.
Jeg lærte på det terapeutiske forløb, at der selvfølgelig er meget stor forskel på alkohol og så mænd, og jeg begyndte derefter at få et kærligere forhold til mænd. Jeg bekæmpende dem ikke så voldsomt mere, som jeg havde gjort, og min intolerance mod dem som køn forsvandt stort set de efterfølgende år.
Men det gjorde min alkoholisme derimod ikke. Da jeg begyndte at lade være at styre og kontrollere andre mennesker - især mænd - begyndte jeg også at miste min styring og kontrol over alkohol, og alkoholen fik de næste år mere og mere kontrol over mig. Jeg var næsten nået dertil, hvor jeg var i årene efter jeg havde mistet mit livs første store kærlighed. Jeg drak oftere og oftere og fandt mere og mere skumle steder, hvor jeg kunne drikke sammen med mere og mere skumle mennesker.
Jeg afbrød endda nytårsaften i 2005 akut den læreruddannelse, som jeg havde været i gang med i 2 ½ år pga. min trang til at drikke alkohol med mine studiekammerater. Drukfesterne på lærerkollegiet, hvor jeg boede under min uddannelse, blev værre og værre, og vores indbyrdes forhold til hinanden blev også værre og værre. Det blev så slemt, at jeg til sidst tog konsekvensen af det, stoppede akut min læreruddannelse og flyttede akut fra kollegiet.
Ved et Guds under og mirakel mødte jeg en ædru alkoholiker på en datingsite på Internettet i oktober 2006. Efter et par måneders skriverier frem og tilbage, blev vi kærester. Dette kæresteforhold skulle forandre mit liv på en måde, som jeg aldrig selv havde kunne komme frem til. Jeg havde jo stort set prøvet alt, hvad der var af løsninger på mit livs problemer, men denne kæreste skulle vise mig vej til erkendelsen af en sygdom, jeg ikke anede eksisterede, og denne kæreste skulle også vise mig vej til den eneste løsning, jeg endnu ikke havde afprøvet - nemlig Anonyme Alkoholikere (AA).
Hvad der skete:
Det kæresteforhold, jeg havde med en ædru alkoholiker, skulle komme til at åbne mine øjne for, hvordan sygdommen alkoholisme havde styret og kontrolleret hele mit voksne liv og mit ungdomsliv også. Det var igennem min ædru kærestes personlige erfaringer med alkoholismen, at jeg efter 3 måneders forhold med ham simpelthen ikke kunne vige udenom at forholde mig til mit liv - set med alkoholismens briller på. Jeg var lige blevet 48 år, og at blive konfronteret med 48 år af mit liv - set igennem briller, jeg aldrig havde set mit liv igennem - væltede mig fuldstændig af pinden. Jeg mistede min ædru kæreste, og oveni min nyerkendte alkoholisme, blev jeg også ramt af en voldsom kærestesorg.
Den næste måneds tid handlede jeg i ren desperation og dødsangst. Jeg pådrog mig en diskusprolaps i nakken, mistede mit job og gik fra at have fået udbetalt ca. 12.000 kr. om måneden i løn til kun at modtage ca. 6000,- kr. om måneden i sygedagpenge. Jeg flyttede akut fra mit hjem, hvor jeg flere gange om ugen havde drukket sammen med mine udlejere. Jeg flyttede ind i en akut indkøbt campingvogn på afbetaling og fik sat campingvognen op på en campingplads, hvor det første jeg erfarede var, at der boede 5 - 6 aktive alkoholikere, som smadder gerne ville have mit selskab.
Jeg blev fuldstændigt grebet af panik og søgte tilflugt hos min søster i hendes lejlighed, som hun ikke selv brugte særligt meget, da hun mest boede hos sin kæreste. Jeg tilbragte 1 måned i min søsters lejlighed, og selvom jeg inderligt, inderligt ønskede at holde op med at drikke alkohol, formåede jeg simpelthen ikke ved egen kraft at lade være med at drikke alkohol i den måned.
Ved endnu et Guds under og mirakel, nåede jeg vel det, de fleste AA'ere kalder deres personlige bund, min personlige bund den 1. april 2007, hvilket er den dag, jeg drak alkohol sidste gang.
Jeg var dybt ulykkelig, følte mig dybt ensom og alene i verden, havde en lammende dødsangst og var voldsomt plaget af abstinenser efter daglig indtag af alkohol kraftigt imod min vilje i en måned. Jeg var fuldstændig hvileløs, og sov kun få timer af gangen i den måned. Endelig efter en måned fik jeg igen et klarsyn, der fortalte mig, at den eneste løsning, jeg havde, var indtrængende at bede Gud om hjælp, hvilket er en løsning, jeg mange gange igennem årene har brugt, når livet var allersværest for mig.
Gud kom helt automatisk ind i mit liv, da jeg måtte se i øjnene, at min ældste søn var født dybt skadet. Jeg bad inderligt Gud om hjælp dengang - og fik den. Så med de mange positive erfaringer, jeg igennem 21 år havde fået med indtrængende at bede Gud om hjælp, fik jeg også denne gang en hjælp fra Gud, jeg kunne bruge til at komme lidt videre med mit liv. Ikke en Gud, der er tilknyttet nogen nedskreven og praktiseret religion. Bare en ALTID kærlig, tilgivende og ventende Gud, der ALTID var der for mig, når jeg søgte Ham, Hende eller Den.
Via mit indtrængende råb om Guds hjælp, fik jeg kræfter nok til at kunne styre min rystende krop så meget, at jeg kunne køre de 80 km, jeg skulle køre i min bil for at komme ind til min veninde i København, uden at køre galt. Jeg ankom til København den 2. april 2007 og bad indtrængende min veninde om at følges med mig til et AA-møde om aftenen, hvilket hun heldigvis sagde ja til. Jeg havde fået et godt teoretisk kendskab til AA igennem min ædru ekskæreste.
Jeg husker ikke meget fra mit første AA-møde, men jeg husker, at jeg for første gang i mit liv nogensinde følte, at jeg var kommet til et sted, hvor jeg følte mig absolut tryg i blandt mennesker. Og jeg husker, at jeg for første gang i mit liv nogensinde følte, at jeg havde fundet nogle mennesker, hvor jeg ikke behøvede at frygte, hvordan de kunne udnytte eller misbruge mig, og hvor jeg ikke behøvede at frygte, at jeg kom til at udnytte eller misbruge dem.
At få fjernet denne frygt for andre mennesker - i hvert tilfælde for de mennesker, jeg den 2 april 2007 mødte i AA - lettede mig enormt meget, og da en AA'er kom hen til mig ved mødets afslutning og gav mig en 24 timers mønt for at have holdt mig ædru i 24 timer, og for at give mig mod og styrke til at kunne holde mig ædru 24 timer af gangen - da brød jeg i en dyb lettelse og taknemmelighed sammen i gråd. Efter mødet var der en kvinde, der tog sig meget, meget kærligt af mig, og hun sørgede for at udstyre mig med både telefonnumre og mailadresser, så jeg både kunne ringe og skrive, når jeg havde brug for det.
Disse telefonnumre og mailadresser skulle vise sig at få meget, meget stor betydning for mig i påsken 2007, hvor jeg i 4 dage selvvalgt sad helt alene i min campingvogn uden nogen anden form for kontakt med omverdenen end den kontakt jeg i de 4 dage havde med AA kvinder i telefonen og på mail.
Jeg sad alene i campingvognen, fordi min søster, min veninde og alle de voksne mennesker, jeg kendte (med undtagelse af min gode kvækerven), havde fået nok af mig og al min snak om min nyopdagede sygdom. Jeg sad også alene i campingvognen hele påsken 2007, fordi der var rigtig mange mennesker på campingpladsen, som jeg ikke havde lært at kende, der fejrede påsken og det solrige og varme vejr med masser af sprut, så jeg var sindssyg bange for, at jeg skulle ryge i vandet og komme til at drikke alkohol sammen med dem. Og jeg sad selvvalgt alene i campingvognen, fordi en vagtlæge havde smidt mig ud af konsultationen onsdag før påske, da jeg tryglende bad ham indlægge mig et eller andet sted, hvor de kendte til alkoholismens rædsler.
Jeg overlevede min selvvalgte isolation i min campingvogn i påsken alene takket være det faktum, at jeg kunne ringe til flere AA-kvinder, AA's telefonvagt og skrive mail sammen med AA kvinder.
Endelig kom 2. påskedag, hvor en AA-kvinde kunne hente mig på campingpladsen og tage med mig til mit første AA-møde på min daværende hjemegn. Lettelsen kom prompte til mig, og ganske få minutter efter, jeg var trådt ind af døren til dette AA-møde, kom der en AA-mand hen til mig, og gav mig et varmt knuz, som jeg aldrig nogensinde ønsker at glemme ham for, og han bød mig hjertelig velkommen. Efter ham, kom alle de andre AA'ere på skift hen til mig, gav mig et varmt knuz og bød mig hjertelig velkommen, og siden den dag har intet i mit liv været det samme. Det var den dag min åndelige rejse i AA startede for alvor, og i de 5 måneder, jeg gik til AA-møder på min daværende hjemegn (dog afbrudt af 2 måneders fysisk flugt 400 km væk, hvor jeg havde fået et sommerferievikariat), fik jeg genvundet så meget af mit helbred og af min selvagtelse, at jeg følte mig parat til at tage de 12 trin, som AA foreslår os at tage for at komme os af alkoholismen og for at forblive ædru - en dag af gangen.
Da det ikke lykkedes mig at finde en AA-kvinde på min daværende hjemegn, der havde taget de 12 trin før mig, tilbød en AA mand at vise mig vej til en AA-gruppe i København, hvor jeg med garanti kunne få en kvindelig sponsor.
Det var mit behov for at blive ved med at arbejde med AA's 12 trins program sammen med en kvindelig sponsor uden at skulle køre flere hundrede kilometer hver uge, der gjorde, at jeg 3 måneder senere valgte at flytte til København. Jeg fik nemlig en kvindelig sponsor på mit allerførste AA-møde i den københavnske gruppe, jeg var blevet vist vej til. At arbejde mig igennem de 12 trin sammen med en sponsor satte mig for alvor fri af min fortid, og gav mig mod på min fremtid. Frygten for min fortids ødelæggelser og frygten for, hvad morgendagen kunne bringe mig af uhåndterlige ulyksaligheder blev simpelthen taget fra mig som et resultat af mit trinarbejde sammen med min sponsor. Og det er jeg AA-fællesskabet, AA's 12 trinsprogram og min sponsor dybt taknemmelig for.
Hvordan det er nu:
På dagen for udgivelsen af denne hjemmeside, kan jeg se tilbage på mit første ædru og et helt nyt liv, som jeg er dybt taknemmelig for at have fået i AA.
Jeg er blevet befriet for en frygt, jeg ikke anede, jeg havde så meget af, inden jeg kom til AA. Jeg er blevet befriet for alkoholismens tilbagevendende ubarmhjertelige helvede, og har i stedet fået et åndeligt rigt liv i et fællesskab af mænd og kvinder, der kender alkoholismens rædsler, og som har kærlighed og tolerance mod andre som fælles løsning.
Jeg er blevet befriet for min fortids ødelæggelser, og har fået sagt undskyld til en del af de mennesker, jeg igennem årene har såret voldsomt - her iblandt især mine 2 børn. Dog har mit 9. trin på min ældste søn været et særligt langsommeligt 9. trin, fordi han er så skadet af alkohol, at han ikke har et brugbart sprog og et brugbart intellekt, der gør det muligt for ham at fatte en undskyldning med mine ord. I stedet for har jeg måtte lave mit 9. trin på min ældste søn ved at være 100 % ærlig overfor hans pædagoger, som heldigvis har været samarbejdsvillige fra den dag, jeg ærligt fortalte dem, hvordan det var fat med mig, og hvad årsagen til min søns skader er.
Jeg er blevet befriet for min frygt for økonomisk usikkerhed, og har fået lavet afdragsordninger med samtlige af mine kreditorer.
Jeg er blevet velsignet med en arbejdsgiver, der ikke fyrede mig, da jeg fuld af frygt lavede mit 9. trin hos min hende. Tværtimod modtog min arbejdsgiver min ærlighed med stor taknemmelighed, fordi hun godt kendte til, hvad AA kunne gøre for et menneske, der lider af sygdommen alkoholisme. Hun havde den erfaring med andre ansatte, der havde fået hjælp i AA til at håndtere deres alkoholisme, at de var de bedste til at udføre det arbejde, som vi er ansat til at udføre.
Jeg er blevet velsignet med en månedlig lønindkomst, som jeg ikke havde forestillet mig muligt, og som har gjort det forholdsvis let for mig at lave afdragsordninger med mine kreditorer og samtidig have penge nok i overskud til stadig at kunne betale for min bil.
Jeg er blevet velsignet med en ny bolig i København, som jeg heller ikke havde forestillet mig nogensinde skulle blive muligt for mig at betale og som jeg kun har, fordi en sagsbehandler i Københavns kommune hjalp mig med at finde min bolig, da jeg ærligt fortalte hende, at jeg var blevet akut hjemløs, fordi jeg i min naivitet havde troet, at jeg sagtens kunne bo under samme tag som min alkoholiserede veninde, og at jeg umuligt kunne vende tilbage til campingpladsen, fordi det ville true min ædruelighed.
Jeg blev allerede kort tid inde i min ædruelighed velsignet med en AA-mand, som jeg kom til at elske lige så dybt og inderligt, som jeg elskede mit livs første store kærlighed. Det har ikke været en evig dans på roser, hverken for ham eller for mig. Vi har begge stadig en masse frygt på det kærlighedsmæssige område, som vi begge er nødt til at arbejde dagligt på, hvis vores forhold i længden skal lykkes fuldt ud. Men hvor er det stort for mig for første gang nogensinde i mit liv at elske en mand i så mange måneder uden brug af alkohol og sex som vejen til at opnå en smule gensidig kærlighed.
På min 1 års ædruelighedsdag har jeg kendt denne mand i 10 måneder, og aldrig nogensinde har jeg nydt et kærligt givet kys og et sødt ord så meget, som jeg har nydt hans. Uanset, hvor vores forhold en gang med tiden ender henne, så er jeg så ubeskrivelig lykkelig for at have oplevet ægte kærlighed sammen med en mand. En kærlighed, hvor vi endnu ikke har praktiseret sex, og hvor alkoholen ikke har ødelagt den kærlighed, der er mellem ham og mig, når frygten ikke styrer og kontrollerer vores kærlighed.
Ja AA har virkelig velsignet mig med en meget stor gave i visdommen om, at det eneste, der står i vejen for kærligheden til andre mennesker og til den særlige smukke kærlighed (uden sex) jeg har oplevet sammen med manden, jeg elsker af hele af mit hjerte - er FRYGTEN.
Kærlighed og frygt kan simpelthen ikke leve side om side indeni mig, fordi frygten vil altid vinde over kærligheden, hvis jeg ikke på daglig basis gør alt, hvad AA's 12 trinsprogram foreslår mig for med kærlighed fra Gud og AA-fællesskabet at bortjage min frygt.
Ja via mit arbejde med AA's 12 trin har jeg fået foræret en løsning, der til hver en tid og i hvilket som helst forhold samt i en hvilken som helst situation kan bortjage enhver frygt indeni mig. Nemlig en åndelig kærlighed fra en højere magt, som jeg kalder for Gud og masser af kærlighed og tolerance fra min AA-familie. Når jeg mærker frygt indeni mig, inviterer jeg i dag med det samme Gud ind i mit indre univers og beder indtrængende Gud om at fjerne enhver frygt, der måtte stå i vejen for min evne til at give kærlighed til andre mennesker, og for min evne til med taknemmelig at modtage kærlighed fra andre mennesker. Og jeg lever i dag et åbent og ærligt liv i AA-fællesskabet, hvor jeg bruger dem og de bruger mig - uden misbrug af nogen art.
Så enkelt er det blevet for mig i dag på min 1 års ædruelighedsdag, og jeg kan ikke finde på nogen anden bedre måde at udtrykke min taknemmelighed på end ved kvit og frit at forære mine erfaringer om hvordan det var for mig, hvad der skete mig, og hvordan det er for mig i dag til andre alkoholikere via denne hjemmeside.
Kærligt knuz fra Jane, alkoholiker
Besøgende siden 2. april
2008