|
(¯`·. Mit personlige forhold til AA's 12 trin .·´¯) |
||
|
|
||
|
Links: Min vej ud af alkoholismens helvede Miraklet skete i Anonyme Alkoholikere Mit personlige forhold til AA's 12 trin Links til andre hjemmesider for og om alkoholikere Denne hjemmeside er oprettet på privat initiativ.
|
Kære medsøster- og
bror
På min 1 ½ års ædruelighedsdag den 2. oktober 2008, valgte en medbror i en af mine AA-hjemgrupper emnet: "Mit personlige forhold til AA's 12 trin". Denne AA-gruppe er e-mailbaseret, hvilket vil sige, at vi deler erfaring, styrke og håb med hinanden på skrift, og jeg videregiver her med glæde og taknemmelighed, hvad mit personlige forhold til AA's 12 trin var og fortsat er efter 1 ½ års ædruelighed. Det har været 1 ½ år med både op- og nedture, dog langt, langt flere opture end nedture. Egentlig er det nemmest for mig at knytte mine erfaringer til hvert enkelt af de 12 trin i punktform. Så herunder kommer mine erfaringer med trinene, som jeg var i stand til at se dem på dagen, hvor jeg havde været ædru i 1 ½ år. Bemærk! Jeg har helt egenrådigt lavet min egen danske oversættelse af de 12 trin, fordi jeg personligt har haft flere vanskeligheder undervejs i mit trinarbejde. Jeg erfarede et godt stykke tid inde i min ædruelighed og i mit trinarbejde, at der er flere fejloversættelser fra amerikansk til dansk, som har kompliceret min personlige forståelse af de 12 trin, som de blev formuleret af de første 100 AA'ere i 1939. 1. Trin: Vi indrømmede, vi var magtesløse overfor alkohol - at vore liv var blevet uhåndterlige - (På engelsk: We admitted we were powerless over alcohol - that our lives had become unmanageable) Jeg startede mit forbrug af alkohol allerede da jeg var 15 år gammel. Der skulle ikke mange erfaringer til med, hvad alkohol kunne gøre for mig, før alkoholen blev min løsning på mine mange mentale og følelsesmæssige forstyrrelser. Jeg havde vel brugt alkoholen som min løsning i 1 år eller 2, da jeg første gang opdagede, at jeg havde fået et problem med alkohol. Jeg fik et black-out efter at have drukket pernot og rød sodavand en hel nat på et diskotek, og jeg havde så alvorlige fysiske tømmermænd dagen efter, at jeg troede, jeg skulle kaste alle mine organer op og troede, at mit hoved skulle eksplodere af smerte. Samtidig havde jeg det frygteligt ubehageligt med ikke at kunne huske, hvad jeg havde lavet, og hvordan jeg var kommet hjem. Det faldt mig dog overhovedet ikke ind, at det var selve alkoholen, der var mit problem. Jeg troede, det var pernot og rød sodavand, jeg ikke mere kunne tåle, så det holdt jeg op med at drikke. Og så kastede jeg mig over vodka og juice, indtil det samme skete for mig igen. Og igen faldt det mig ikke ind at stoppe med at drikke alkohol. Jeg holdt bare op med at drikke vodka og juice og erstattede det med en anden slags alkohol. Ja, sådan gik der 32 år af mit liv. Jeg anede ikke, før jeg mødte AA, at det var selve alkoholen, jeg var magtesløs overfor, og jeg var da slet ikke klar over, at så snart jeg tilførte min krop alkohol, så ville jeg med lynets hast aktivere min sygdoms fysiske krav om mere alkohol. Og hvad jeg heller ikke vidste var, at så snart jeg havde tilført min krop alkohol, så aktiverede jeg lige så hurtigt min sygdoms mentale besættelse af alkohol. Den mentale besættelse, der kunne manipulere min hjerne til at iscenesætte mit liv, så jeg med god samvittighed kunne tilrettelægge mit liv, så det var acceptabelt at drikke alkohol, og den mentale besættelse, der kunne finde på en hvilken som helst undskyldning for at drikke videre - vel at mærke uden, at jeg var bevidst om, at det var undskyldninger. Anden halvdel af 1. trin var jeg dog ikke længe om at indrømme, fordi jeg havde stort set prøvet alt, hvad der var at prøve i forsøg på at kunne lære at styre og kontrollere alkohol, så jeg ikke blev ved med at ende med at være total mislykkes, ensom og ulykkelig. Jeg forsøgte faktisk at bygge liv op på ny hele 30 gange, inden jeg langt om længe fandt vej til AA og overgav mig helt og aldeles til AA og de 12 trin. 2. Trin: Vi kom til at tro på, at en Magt større end os selv kunne genoprette vor fornuft/forstand - (på engelsk: Came to believe that a Power greater than ourselves could restore us to sanity) Første halvdel af dette trin havde jeg absolut ingen problemer med, fordi jeg så langt, jeg kunne huske tilbage, havde haft en kærlig Gud i mit liv, som jeg inderligt bad om hjælp, når mit liv var endt i kaos, ulykkelighed og dyb ensomhed igen efter endnu en længerevarende drukperiode og diverse tab af mennesker, jeg holdt af og elskede. Det med den sunde fornuft (som det engelske ord "sanity" er blevet oversat til på dansk) havde jeg dog meget svært ved at forstå i de første mange måneder i AA. Min forståelse af det med den sunde fornuft kom langsomt under mit trinarbejde - især da jeg erfarede, at det engelske ord "sanity" var blevet oversat til "sund fornuft" på dansk. I det oprindelige amerikanske 2. trin optræder det værdibaserede ord "sund" slet ikke. Jeg var meget lettet, da jeg erfarede, at jeg ikke igen skulle til at beskæftige mig med at analysere, vurdere og dømme om min eller andres fornuft/forstand var sund eller usund. Men det var vel først ½ års tid efter, jeg havde færdiggjort mit fortids trinarbejde, hvor jeg fortsatte med at praktisere 10., 11. og 12. trin, og hvor jeg selv var blevet sponsor, at jeg pludselig en dag forstod den dybereliggende betydning af den 3. del af sygdommens karakter: Det med, at vi alkoholikere var åndelige syge - altså uden for Guds kærlige rækkevidde. 3. Trin: Vi traf en beslutning om at vende vor vilje og vort liv mod Guds omsorg, som vi forstod Ham (på engelsk: Made a decision to turn our will and our lives over to the care of God, as we understood Him) 3. trin aflagde jeg sammen med min første sponsor. Vi tilbragte ca. 5 timer sammen, hvor vi gennemgik de første 3 trin i Blå Bog, og vi sluttede med at sidde på knæ overfor hinanden med hinanden i hænderne, mens jeg sagde 3. trinsbønnen efter min sponsor. Bagefter bad min daværende sponsor en personlig bøn for mig, og så brød jeg sammen i gråd. En slags lettelsens gråd. Vi omfavnede hinanden og sad sådan sammen i ca. 5 minutter vel. Så kunne jeg slippe mit favntag i min sponsor. Jeg kiggede opad og stortudende sagde jeg højt, at jeg kunne mærke, at en enorm stor byrde var lettet fra min skulder. Det var en af de største oplevelser, jeg på det tidspunkt havde haft i AA. Senere i mit trinarbejde erfarede jeg, at jeg hele mit liv havde forsøgt at bære alt, alt for mange byrder på mine skuldre - her iblandt især skyldfølelsernes byrder og det deraf alt for meget ansvarstagen. 4. Trin: Vi lavede en dybdeborende og frygtløs moralsk opgørelse af os selv - (på engelsk: Made a searching and fearless moral inventory of ourselves) Straks efter, jeg havde aflagt 3. trinsbønnen sammen med min sponsor, gik jeg i gang med 4. trin efter de anvisninger, der er i Blå Bog (Anonyme Alkoholikere). Min sponsor havde dog hjulpet mig en del med at udstyre mig med 14 ord for karakterbrister, hun havde givet mig en grundig vejledning i, hvordan jeg skulle skrive 4. trin, og hun brugte i sin vejledning eksempler fra sit eget 4. trinsarbejde. Dette gjorde, at al den frygt, jeg havde fået opbygget i forhold til at skulle i gang med 4. trin, forsvandt som dug for solen. Og jeg fik en meget vigtig erfaring med i tilgift - nemlig, at jeg aldrig på et AA-møde skal ytre mig om, at 4. trin er meget angstprovokerende og et forfærdeligt trin at komme igennem. For mig var 4. trin den helt store øjenåbner, som i den grad befriede mig fra altid at fokusere på andres fejl og mangler og næsten aldrig få øje på mine egne. Ja, i mit 4. trin fandt jeg for første gang i mit dengang 48 årige liv ud af, hvordan 1000 vis af forskelligartet frygt havde givet næring til en masse karakterbrister indeni mig og som gjorde, at jeg havde fjernet mig så langt væk fra min kærlige Gud, som jeg vel overhovedet kunne med livet i behold. Min kærlige Gud havde simpelthen ikke kunne komme til at virke i mit liv, fordi mine karakterbrister i så mange år var blevet gødet af min uerkendte frygt for næsten alt og alle. Og at, jeg havde brugt alkohol som løsning på mine mentale og følelsesmæssige forstyrrelser, havde bestemt ikke bragt mig nærmere min kærlige Gud - tværtimod. 5. Trin: Vi indrømmede for Gud, for os selv og for et andet menneske, den nøjagtige natur af vore fejltagelser/uretfærdigheder - (på engelsk: Admitted to God, to ourselves, and to another human beeing the exact nature of our wrongs) Jeg brugte en måned på at skrive mit 4. trin, og dagen for mit 5. trin oprandt. Jeg mødtes med min sponsor, som havde forberedt mig grundigt på, at hun blot ville lytte til mit 4. trin, og at hun ville afholde sig fra at kommentere noget af det. Dette gjorde mig tryg, så jeg begyndte at læse mit 4. trin op for hende. Det tog ca. 3 timer at komme det hele igennem - kun afbrudt af en enkelt pause på ca. 15 minutter. Ja, jeg havde skam været grundig i mit 4. trin, fordi jeg allerede i starten af mit 4. trinsarbejde havde mærket, at jeg følte mig befriet, så jeg ville gerne have mere befrielse - og helst så meget befrielse, som overhovedet muligt, så hurtigt som muligt. Behøver jeg mon at nævne, at nogle af mine mest dominerende karakterbrister var grådighed og manglende tålmodighed? *smiler, smiler, smiler* Da jeg havde læst alt op for min sponsor, sagde hun vist nok bare tillykke, og så stillede hun mig 3 spørgsmål: 1. spørgsmål: Har du hemmeligheder, du ikke har læst op for mig og som du helst vil tage med dig i graven, hvilket jeg svarede ærligt nej til. - 2. spørgsmål: Har du nogensinde voldtaget en mand, hvilket jeg måtte svare ja til. Dette havde jeg slet ikke tænkt på, så jeg lavede lige et 4. trin på det og fik det straks bedre. - 3. spørgsmål: Har du nogensinde stjålet noget fra nogen, hvilket jeg også måtte svare ja til, men som jeg også havde glemt, og så fik jeg også lige lavet 4. trin på de få gange, jeg har stjålet fra nogen. 6. Trin: Vi var fuldstændig klar til at lade Gud fjerne alle disse karakterbrist - (på engelsk: Were entirely ready to have God remove all these defects of character). Straks efter jeg havde aflagt mit 4. trin for min sponsor og for min Gud, blev jeg bedt om at tage hjem og finde mig et sted, hvor jeg følte mig absolut tryg og afslappet og bruge max. 1 time på at tænke hele processen med at aflægge mit 4. trin igennem. Havde jeg fået alt det, jeg kunne huske med, hvilket jeg kun kunne svare ja til. Var der noget jeg havde været uærlig omkring, hvilket jeg ærligt kunne svare nej til. Og var jeg nu villig til at bede Gud om at fjerne alle mine karakterbrister, hvilket jeg absolut kunne sige JA til. 7. Trin: Ydmygt bad vi Ham fjerne vore fejl/brister - (på engelsk: Humbly asked Him to remove our shortcomings) Da jeg havde brugt 1 time på 6. trin, ringede jeg som aftalt til min sponsor, fik en kort snak om mine refleksioner, og så spurgte hun mig om jeg var villig til at bede 7. trins bønnen efter hende, hvilket jeg svarede JA til. Da jeg havde bedt 7. trinsbønnen, brød jeg for 2. gang i AA helt sammen i gråd. En slags taknemmelighedens gråd over, at jeg endelig efter så mange år havde fået min kærlige Gud ind og virke i mit liv. Siden jeg bad 7. trinsbønnen første gang har Gud kun i ganske kort tid af gangen været fraværende i mit liv. Og det er min erfaring i dag, at min kærlige Gud kun er fraværende i mit liv, hvis jeg pga. vrede eller frygt bliver så åndelig syg igen, at jeg glemmer alt om at praktisere 1. - 6. trin i en periode. 8. Trin: Vi lavede en liste over alle mennesker, vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen for dem alle - (På engelsk: Made a list of all persons we had harmed, and became willing to make amends to them all) Da jeg havde været meget grundig med mit 4. trin, var det let for mig at lave min 8. trins liste. For mig personligt var det en befrielse, at jeg kun skulle fokusere på min andel i al den ulykkelighed og alle de konflikter, jeg havde været en del af med andre mennesker i mit liv. Ja, det var en befrielse for mig, at jeg ikke mere behøvede at beskæftige mig med andres andele i det skete. Min 8. trins liste vendte jeg meget grundigt - både med min sponsor og med min nære kvækerven - fordi jeg ville være helt sikker på, hvem jeg i 9. trin skulle opsøge og hvem jeg ikke skulle. 9. Trin: Vi henvendte os til disse mennesker, hvor end det var muligt for at gøre det godt igen, undtagen, hvor det ville såre dem eller andre at gøre det (På engelsk: Made direct amends to such people wherever possible, except when to do so would injure them or others) Mine økonomiske 9. trin var de letteste af lave aftaler om. De 9. trin, der omhandler al den følelsesmæssige skade, jeg har forvoldt andre mennesker i mit liv med min alkoholiske adfærd og i mine stive branderter, var straks sværere. Det gik rimeligt med mine 2 børn og i dag næsten 1 år senere har jeg fået et forhold til mine 2 børn, som jeg aldrig tidligere har haft, og dette er jeg meget taknemmelig for. Min øvrige familie, har jeg ikke kunne lave 9. trin på, da jeg ved at opsøge dem ville forvolde både dem og andre endnu mere skade. Jeg har i AA lært, at jeg ikke kan købe min egen sjælefred ved at skade andre. Det er kun ganske få af mine ekskærester, jeg har lavet 9. trin på. 3 af mine ekskærester, tog meget positivt imod mine 9. trin. De andre 3 var stadig så vrede på mig, at de slet ikke ville tage imod mine undskyldninger for de fejl, jeg ved, jeg har begået overfor dem. Dette gjorde mig i en periode meget ked af det, men det endte heldigvis med, at jeg accepterede 100 %, at jeg ikke kan tvinge noget menneske til at tage imod undskyldninger for fejl, jeg har begået – ligesom jeg heller ikke kan tvinge noget menneske til at tage imod kærlighed, jeg ønsker at give.. Jeg tilgav mine ekskærester og andre betydningsfulde mennesker i mit liv også. Tilgav dem på den måde, at jeg tilgav personen bag handlingerne, der sårede mig. Jeg accepterede og tilgav ikke selve handlingerne, men tilgav personen, som det menneske, han/hun er og som har haft så stor betydning for mig i en periode i mit liv. Jeg tilgav også mig selv, ikke mine mange sårende handlinger overfor mine medmennesker, men jeg tilgav mig selv som menneske. Det er især denne visdom, der gør det meget lettere for mig at indrømme fejl og sårende handlinger overfor mine medmennesker, og det er især denne visdom, der gør det meget lettere for mig at tilgive mine medmennesker, når de sårer mig. Det er ikke mine medmennesker eller mig selv, der er ofte kan være ondskabsfulde, men handlinger kan i allerhøjeste grad og føre mange ulykkeligheder med sig. Jeg har fået lavet 9. trin på en del af mine arbejdspladser. Det har udelukkende været følelsesmæssige skader, jeg har forvoldt på mine arbejdspladser, da jeg meget ofte har forladt arbejdspladser i vrede. Alle steder er jeg blevet modtaget meget positivt, og flere steder fik jeg at vide, at jeg skulle være velkommen til at komme igen. Min nuværende arbejdsgiver fik jeg først 4 måneder inde i min ædruelighed, men jeg måtte også lave 9. trin der, fordi jeg havde kun fortalt den halve sandhed om, hvordan det var fat med mig. Fuld af frygt for at blive fyret valgte jeg at lave et 9. trin og stor var min forbløffelse og lettelse, da min arbejdsgiver roste mig for min ærlighed og åbenhed. Det er sådan mellem min arbejdsgiver og mig i dag, at jeg blot kan og sige, at jeg føler min ædruelighed truet pga. et eller andet specifikt problem på et arbejdssted. Så handler min arbejdsgiver på det med det samme og skaber en løsning på problemet. Ligeledes kan jeg til hver en tid ringe til min arbejdsgiver og sige, at nu kalder AA servicearbejdet på mig en bestemt dag, og vupti så har jeg fået en fridag - uden at skulle forklare en masse. Dette er jeg også meget taknemmelig for. 10. Trin: Vi fortsatte med at lave personlige opgørelser, og når vi fejlede, indrømmede vi det straks - (På engelsk: Continued to take personal inventory and when we were wrong promptly admitted it) 10. trin for mig er at praktisere trinene 1 - 9 så ofte det er nødvendigt i mit liv. Jeg praktisere ikke per automatik 10. trin, fordi det er min erfaring, at det absolut ikke er sundt for mig, og det er ikke givende for noget menneske i mit liv, at jeg automatiserer 10. trin, fordi så er jeg igen i gang med at styre og kontrollere - både mig selv og andre mennesker, og dermed fjerner jeg mig fra min kærlige Guds vilje med mig. Jeg praktiserer 10. trin, når jeg bliver opmærksom på, at jeg har begået en fejl eller har såret et andet mennesket. Og jeg skriver kun 4. trin, når jeg føler vrede eller frygt eller når jeg har følelsesmæssige problemer i forhold til mit kærlighedsliv - eller rettere mangel på et kærlighedsliv. Jeg kan i forbindelse med, at jeg fortsat er single komme til at føle mig meget ensom, og jeg kan komme til kortvarigt at blive besat af ønsker om at finde en mand, jeg kan være kæreste med. 11. trin: Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud som vi opfattede ham, kun for at bede om kendskab til Hans vilje med os, og om styrken til at gennemføre den - (På engelsk: Sought trough prayer and meditation to improve our conscious contact with God, as we understood Him, praing only for knowlegde of His will for us and the power to carry that out) Bøn og meditation er blevet de vigtigste ting i mit liv i dag, fordi det hjælper mig i forhold til at forblive ædru og til at bevare min gode kontakt med min kærlige Gud. Jeg starter hver morgen med at læse Til Daglig Eftertanke og 24 timer af gangen, og så bruger jeg ca. ½ time på at grunde over det, jeg har læst (at grunde for mig er at meditere). Udover dette, så går der stort set ikke en dag, hvor jeg ikke beder 7. trinsbønnen. 7. trinsbønnen for mig er blevet den bøn, der virker for mig i alle sammenhænge, jeg indgår i, og den hjælper mig til befrielse for vrede, frygt og kærlighedsproblemer, hver gang jeg siger den højt for min sponsor eller en enden AA'er, når jeg har aflagt i 4. trin. Om aftenen, inden jeg går til ro, takker jeg Gud for endnu en ædru dag og for alle de gaver, jeg i løbet af en dag er blevet velsignet med, som skaber glæde og taknemmelighed i mit liv. Senest har en meget elsket AA'er skænket mig Linda R's meditation fra CHP12's AA konvent i København i november 2006 som gave. Lindas meditation kan du få adgang til via min menu i venstre kolonne. 12. Trin: Når vi som resultatet af disse trin havde haft en åndelig opvågen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at praktisere disse principper i alle vore anliggender - (På engelsk: Having had a spirituel awakening as the result of these steps, we tried to carry this message to alcoholics, and to practise these principles in all our affairs). Allerede i starten af min ædruelighed lavede jeg en del servicearbejde i mine daværende hjemgrupper. Jeg var ansvarlig for at lave kaffe i en hel måned af gangen, jeg var mødeleder i en måned af gangen, og jeg fik også lov til at fortælle min historie på et åbent møde allerede da jeg havde været ædru i 1 ½ måned. De AA grupper, jeg kom i den gang, vidste virkelig hvad det ville sige, at vores fælles løsning er kærlighed og tolerance mod andre. Jeg blev pakket ind i vat og bomuld de første par måneder af min ædruelighed, og ikke én eneste gang oplevede jeg nogen AA'ere løfte pegefingrene overfor mig - uanset, hvor meget kaos, selvmedlidenhed og især frygt, jeg udtrykte på møderne. Hver gang fik jeg at vide af de andre, at de var meget taknemmelige for det, jeg delte, fordi det mindede dem selv om, hvordan det også havde været for dem den første tid i AA. Jeg fik også lov til at hente nykommere til møderne, selvom jeg selv kun havde været ædru i ganske kort tid. Ja faktisk blev jeg opfordret til at hente nykommere, fordi jeg jo selv var nykommer, men ædru, og derfor kunne jeg meget bedre huske, hvordan det var, end dem, der havde været ædru i mange år. Jeg er i dag meget, meget taknemmelig for den tid, jeg tilbragte i mine første AA hjemgrupper. Grunden til at jeg valgte at flytte til storbyen var, at jeg efter 4 måneders ædruelighed kunne mærke, at jeg havde brug for en sponsor, der ville vise mig vej igennem trinene, og på min daværende hjemegn var der ingen kvindelige sponsorer. Jeg har ikke fortrudt, at jeg flyttede til storbyen, fordi at have lært at praktisere AA's 12 trin har været af afgørende vigtig betydning for min ædruelighed. Jeg er i dag velsignet med flere forskelligartede 12. trins serviceopgaver. Jeg er i dag sponsor for andre kvinder, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Jeg er telefonvagt på AA's servicekontor, hvilket jeg også er meget taknemmelig for. Jeg er medlem af Informationsudvalget i region Storkøbenhavn og af 12. trinsudvalget på DAAINT. Det er en meget stor gave at kunne informere om AA - både internt i AA og udenfor AA på bl.a. SOSU-skoler. Jeg laver stadig servicearbejde i de AA grupper, jeg i dag kommer i, bl.a. som mødeleder, kaffedame og oprydder. Og så er jeg kontaktperson i mit lokalområde, og det er også en stor gave sammen med en anden AA'er at kunne tage ud at besøge en lidende alkoholiker, der har bedt om hjælp til sit alkoholproblem. Endelig vil jeg sige, at de 12 trin også har sin meget positive virkning i mit arbejdsliv. Jeg har aldrig over så lang en periode haft et så givende og inspirerende arbejdsliv, som jeg har i dag, og hvor kolleger før vendte mig ryggen, fordi jeg var så alkoholisk styret i min adfærd, lytter kolleger til mig, som de aldrig har lyttet før, og de udtrykker taknemmelighed for at få at vide, hvordan jeg ser på tingene. Ja, hvad kan jeg sige andet end 1000 tak. Tak til alle AA'ere, der har fulgtes med mig skulder mod skulder det første 1 ½ år af min ædruelighed. Tak fordi I har udholdt mig - også når jeg ikke var så sød og givende. Tak fordi I har hjulpet mig med at lære at praktisere de 12 trin. Uden jer og AA's 12 trin havde jeg ikke fået det dejlige liv, jeg har i dag. Fri for alkoholens gift, og for det meste også fri for min mentale besættelse og åndelige sygdom - i hvert tilfælde så længe jeg husker at leve de 12 trin på daglig basis og så længe jeg formår at holde mig egen banehalvdel og kun tage ansvar for min andel i uheldige/sårende situationer. Ja, jeg er så ubeskrivelig taknemmelig for al den hjælp, jeg har fået til at lære at bruge en åndelig løsning på mit livs problemer, så jeg slipper for at skulle bruge alkohol som løsning med alle de fatale negative konsekvenser, det kunne få mig og de mennesker, jeg holder af og elsker. Kærligt knuz fra Jane, alkoholiker
Besøgende siden 2. april 2008 |